Conventions

En science fiction convention eller con er en festival/messe hvor fans og forfattere mødes og diskuterer bøger, genrer og meget andet. En con varer normalt 1-3 dage og er bygget op omkring et program som indeholder et antal programpunkter, som for eksempel kan være et forfatterinterview, en paneldiskussion, et foredrag eller en quiz. I forhold til en traditionel bogmesse er der tættere kontakt mellem forfattere og fans og tid til længere diskussioner. Antal deltagere på en con kan variere fra omkring 30 for en lille lokal endags con, op til 6000 for den førende internationale con WorldCon. Der findes også en anden type con, som er meget fokuseret på film og skuespillere, og hvor der ofte kommer mange flere mennesker end til de bog/litteratur orienterede cons. Men da de er målrettet en anden type fans end dem denne side er tiltænkt, vil den type con ikke blive omtalt yderligere her.