NoFF
NoFF står for Nordic Fan Fund. Det er et projekt der kører parallelt i flere nordiske lande, som går ud på at sende en repræsentant for et lands fandom til en con i et andet nordisk land. Det er en slags parallel til fan-æresgæst, hvor en mangeårig fan inviteres til at deltage på en con af den pågældende cons arrangører, men for en NoFF er det fandom i hjemlandet der inviter en fan til at repræsentere dem på en con i udlandet.
Spørgsmål og svar:
Hvem kan blive NoFF?
I princippet enhver fysisk person, der er i stand til at foretage en rejse til et andet nordisk land. Men hensigten er at det skal være en fra dansk science fiction fandom (inklusiv fans af f.eks. fantasy og horror som opfatter sig som en del af samme fandom).
Hvilken con sendes NoFF’en til?
Det bestemmer administratorer fra år til år, inden årets NoFF vælges.
Hvad skal en NoFF lave?
Ofte vil man blive spurgt (af con-arrangørerne) om man vil være med til et eller flere programpunkter. Der er også tradition for at man skriver lidt om sine oplevelser til fanzines og/eller blogs. Men det eneste krav er at man skal dukke op på den pågældende con mindst en dag, og helst hele connen.
Hvordan udpeges en NoFF?
Først nomnineres et antal fans til NoFF’ere. Alle kan nominere indenfor den tidsfrist administratorerne fastlægger. Dem som får flest stemmer (mindst to) kan man dernæst stemme på indenfor en ny tidsfrist. Det er muligt at trække sig fra en nominering, hvis man ikke har lyst til at blive NoFF (administratorerne spørger inden nogen navne offentliggøres). Den som får flest stemmer ved NoFF-valget er årets NoFF. Ved lige stemmetal afgør administratorerne.
Hvem betaler?
NoFF’en får et beløb som administratorerne vurderer kan dække deltagelse + transport + overnatning + lidt lommepenge. Der skal ikke aflægges regnskab for brug af pengene, men man kan til gengæld heller ikke få dækket ekstraudgifter. Pengene skaffes ved indsamlinger og donationer til dansk NoFF samt ved et gebyr for at stemme.
Hvem kan blive NoFF-administratorer?
Enhver der har lyst til det. Det er ikke noget man vælges til, men et hverv man påtager sig. Det vil være fint hvis der kommer nye til for at afløse de nuværende administratorer (Jeppe Larsen, Knud Larn og Flemming Rasch).
Hvilke regler gælder for NoFF-administratorer?
Alle modtagne penge skal gå direkte til årets eller de følgende års NoFF. Der skal arrangeres afstemninger og indsamlinger. Hvis man er administrator, kan man ikke samtidig være kandidat til årets NoFF.